Menu

Kvindefodbold i HIF

image
16. august 2017 kl. 15:21

Kvindelandsholdet tog Fodbolddanmark med storm og slog seerrekord på seerrekord på vej mod deres flotte EM-sølv. Her i Hvidovre IF springer vi hellere end gerne med på vognen og ønsker hele Danmarks kvindefodbold tillykke med de flotte fremgange. For fodboldfolk som os var det en stor fornøjelse at kunne opleve et så velspillende og samtidig så ligetil og imødekommende landshold, som vi oplevede under slutrunden i Holland, og vi glæder os til at se meget mere til kvinderne fremover.

Som resten af landet oplever vi også i HIF en stigende interesse for kvinde- og pigefodbold. Denne interesse er blandt andet kommet til udtryk i en stor medlemsfremgang og åbning af flere nye hold blandt de yngste piger, ligesom vi for første gang i en del år kommer til at have et 11-mandshold i DBU Københavns seniorrækker på damesiden.

De er alle sammen fremgange, som vi er både glade for og stolte over. I HIF vil vi arbejde for, at denne medlemsfremgang på kvindesiden stabiliserer sig, så vi ikke oplever det store frafald, som klubber landet over oplever, når pigerne (og for så vidt også drengene) rammer teenageårene, hvor andre ting begynder at virke mere interessante end bolden og græsplænen.

Dette kræver handling fra både forbundet, kommunerne og klubberne, og i HIF vil vi hellere tage udfordringerne på forhånd end at blive overrasket af dem. Vi er derfor i fuld gang med at udvikle en handlingsplan for, hvordan kvindefodbold i HIF kan gøres endnu mere attraktivt. Samtidig skal vi bevare det sammenhold og den glæde for spillet, der karakteriserer HIF.

At udvikle fundamentet for endnu bedre pige- og kvindefodbold er både en udfordring og en mulighed for klubberne, og den mulighed er vi i HIF parat til at tage.

Pva. HIF's bestyrelse

Lars Juul Knudsen, formand
Lars Cramer Larsen, næstformand